Vi kom hjem fra hospitalet den 13. december 2006. Ava var supersød i sin lille flyverdragt. Det blæste en strid vind og det var iskoldt. Så det var Avas første rigtige eventyr. Hidtil havde vi ikke været længere end til 4. sal til høreprøve – bestod med glans – og en enkelt tur i kiosken. Mor gik jo ikke just elegant…Av av, den lille dame var jo kommet hurtigt til verden.

Dagen efter hjemkomsten kom sundhedsplejersken Else-Marie – og hende kan vi godt, for hun kaldte Ava en superbaby. 1 uge gammel vejede Ava 3900 gram (havde jo tabt sig lidt vel rigeligt, men hendes appetit har aldrig fejlet noget) og var nu 55 cm lang. 34 cm i hoved-omfang.

Dagen efter igen fik mor sin første omgang brystspænding m 40 i feber. Ikke rart! Nu havde mor allerede tabt 15 af de 23 kilo hun tog på under graviditeten. Det var til gengæld rart.