Så oprandt den dejlige dag, hvor familie og venner for alvor skulle byde Ava velkommen til verden :o)

Ava blev døbt i Stefanskirken på Nørrebrogade af Anne Braad. Vi havde valgt kirken og hende, da de holder “Gudstjeneste for nybegyndere” hveranden søndag. En mere afslappet form for gudstjeneste, hvor præsten står på gulvet og taler uden manuskript, og der er et flygel, der spiller i stedet for orgel. Salmerne var også alle af den mere moderne slags.

Mors søster Camilla var gudmor, mens fadderne var fars søster Bodil og mors veninder Anne, Kristine og Luise. Ava teede sig pænt i kirken, pyha, og gnøffede bare lidt da hun fik vand i håret, og da hun faldt i søvn efterfølgende.

Vi havde lejet menighedshusets store sal lige ved siden af kirken til festen. Der kom knap 40 voksne og 6 børn i alderen 9 uger-2½ år. Eneste sidste-øjebliks-afbud kom fra morfar, som havde reddet sin en heftig omgang influenza, meget ærgerligt. Frokosten kom fra Slagtergården i Lyngby, og til dessert havde mor og gudmor bagt kager og så var der frugt og chokolade også.

Det var dejligt at se så mange mennesker samlet for at fejre vores lille datter. Og dejligt at det var muligt at have så mange af vores venner med udover familien. Så hvad arrangementet manglede i eventuel finesse, blev opvejet af “folkeligheden”. Det lod i hvert fald til at folk hyggede sig. Farfar holdt en flot tale til Ava med “de store øjne og det klare blik”, eller noget i den retning, mens gudmor havde hjulpet Ava med at skrive en sang. Lige da vi skulle til at synge den lyder et lille forspil fra klaveret. Vi tænker først “Hvor hyggeligt med spontan pianist”, men det viser sig at være fætter Victor på 2½ år, som giver den ved tangenterne. Stort pianist-potentiale i den dreng.

Gaverne var et kapitel for sig. Ved ikke hvad der for i gæsterne, da de shoppede, men det var en klassisk “det er da alt for ekstravagant!” udpakningsseance :o) Tak for alle tingene, som lillepigen nok skal blive glad for.

Ava opførte sig ret fint, må man sige. Var vågen en times tid efter dåben, sov to timer og var vågen igen. Hun nød at sidde hos folk og blive feteret som en lille stjerne.

Festen ebbede ud ved 18 tiden og en mindre flok hjalp med at rydde det hele op – tak igen – aftenen endte med, at mændene spillede fodbold med en kæmpe gymnastikbold i den højtloftede, store sal…Andre lavede sexy ballondans op ad søjlerne (for at sprænge dem, tror jeg), og sådan ender barnedåber jo så tit :o)

Kl. 20 var vi hjemme igen, tids nok til at se Forbrydelsen, mens Ava stenede i mors arme. Den nat sov Ava for forste gang i sin store tremmeseng – tænkte hun var så træt, at det var en oplagt chance for skiftet fra liften – og hun sov da også 8 fine timer i sengen uden et kny. Så dåben endte også med at vise, at Ava er en stor pige på 12 uger, som sagtens kan sove i sin egen seng.